Aktiv transport hitter på Stigsborg Skole

Med åbningen af Huset Stigsborg og den nye folkeskole, Stigsborg Skole, har 600 elever fået nye skoleveje. Allerede nu viser erfaringerne, at børnene vælger aktiv transport til og fra skole – takket være en målrettet indsats med fysisk planlægning, kampagner og kreative tiltag.
557425099_1126733636311138_3206092241749140248_n

Aktiv transport i fokus fra første skoledag
Stigsborg Skole, der er en del af Huset Stigsborg, er bygget med aktiv mobilitet som et centralt element. Brede cykelstier, sikre kryds og farverige dekorationer på stierne gør det både nemt, sjovt og trygt for børnene at gå, cykle eller tage løbehjul til skole.

Allerede nu går eller cykler 84 % af eleverne fra 4. til 7. klasse, og målet er, at 75 % af alle elever vælger aktiv transport.

”Vi vil gøre det nemt og attraktivt at cykle til Stigsborg – både for beboere, ansatte og især børn og unge. Hvis alle bliver kørt, vil trafikken gøre det svært at komme til tiden. Derfor tænker vi aktiv mobilitet ind i al planlægning,” fortæller Alex Tolstrup, byplanlægger i Aalborg Kommune.

Kampagne med børnene i centrum
Inden skolestart blev kampagnen ”Helt Selv – Sammen” lanceret for at styrke både fællesskab og selvstændighed blandt eleverne.

Børnene har været med til at vælge kampagnens udtryk, og deres stemmer har været afgørende for, hvordan materialet ser ud. Kampagnen har blandt andet budt på motivationskontrakter, børneambassadører og præmier for aktiv transport.

”Vi troede, vi voksne vidste bedst, men børnene havde helt andre perspektiver. Derfor blev det deres favoritkampagne, der blev valgt – og det har vist sig at være det helt rigtige valg,” siger Kia Hansen, projektleder i By og Land.

Fællesskab og gode oplevelser
Eleverne fremhæver selv fællesskabet og de gode oplevelser ved at følges til skole.

”Jeg følges med min veninde i skole. Vi aftaler bare om morgenen, hvor vi mødes,” fortæller Silja fra 4. årgang.

Caroline fra samme årgang tilføjer: ”Jeg bor langt fra skolen og cykler med min familie. Det giver god energi inden skolen.”

Forældre og børn inddraget fra start
For at sikre trygge skoleveje har forældre og børn været inddraget tidligt i processen. De har deltaget i gåture langs de nye ruter og haft mulighed for at give input digitalt via et interaktivt kort.

”Forældrenes oplevelse af tryghed er afgørende for, om de motiverer deres børn til at transportere sig aktivt. Derfor har deres perspektiver været vigtige,” siger Kia Hansen.

Fakta om Stigsborg Skole og aktiv mobilitet

  • Skolen har plads til 1.000 elever
  • 84 % af eleverne fra 4.-7. klasse går eller cykler til skole
  • Der er etableret cykelgader, brede cykelstier og hastighedsbegrænsning på 40 km/t i området
  • Kampagnen ”Helt Selv – Sammen” motiverer børnene til aktiv transport gennem fællesskab og sjove aktiviteter

 

Kontakt

  • Kia Hansen, projektleder, By og Land, tlf. 25 20 23 78
  • Lisbeth Eeg, projektleder, Klima og Miljø, tlf. 31 94 21 04
  • Alex Tolstrup, byplanlægger, By og Land, tlf. 25 20 20 85

Aalborg er certificeret af UNICEF som Børnevenlig Kommune. Det betyder, at børns rettigheder og reel inddragelse af børn og unge er en naturlig del af vores arbejde og beslutninger.

Skriv dig op til
vores nyhedsbrev

Denne browser understøttes ikke længere

Du skal skifte til en moderne browser, før funktionerne på hjemmesiden virker.

Vi anbefaler at bruge en af de moderne browsere: Google Chrome eller Microsoft Edge. En af disse er sikkert allerede installeret på din computer, ellers kan du hente dem her:

Det er under alle omstændigheder på tide at skifte, da Microsoft pr. 31. december 2019 ikke længere understøtter Internet Explorer. At surfe nettet via Internet Explorer udgør dermed en sikkerhedsrisiko for din computer og dit data.