”Der er en særlig positiv vibe.”
”Jeg kan rigtig godt lide at komme til Aalborg og tale med vores lejere. Det er meget taknemmeligt at have med dem at gøre forstået på den måde, at de siger, hvad de mener og kommer med forslag. På den måde er det altid nemt at finde løsninger.”
Sådan siger Jakob Folkenberg Eriksen, der er chef for Danske Ejendomme i Lærernes Pension, om sine ture til Aalborg fra hovedkontoret i København.
Jakob Folkenberg Eriksen kom til Lærernes Pension tilbage i 2023. Samme år kunne Lærernes Pension overdrage nøglerne til de første lejere af de i alt 263 lejligheder i pensionsselskabets nye ejendom Stigsborg Have.
”Der er sket rigtig meget på Stigsborg siden 2023, og der sker fortsat rigtig meget. Parken er åbnet, og bydelshuset Huset Stigsborg med skole, daginstitution og fællesfaciliteter er også kommet til. Samtidig har vi fået mange nye naboer, og generelt er der kommet en masse liv. Det er virkelig spændende at se området folde sig ud.”
Vigtigt med lokalt liv
Investeringen i Stigsborg skal ses i lyset af, at Lærernes Pension ønskede at udvide sin ejendomsportefølje.
”Stigsborg Have er en del af vores strategi om at investere i ejendomme i de store danske vækstbyer.”
”Stigsborg-projektet var tiltalende. Blandt andet fordi vi så et stort potentiale i beliggenheden. Det er ikke så tit, man finder den spændvidde mellem at være så tæt på byen og samtidig have parken og naturen lige uden for døren.”
”Samtidig var det spændende at være med i et nyt udviklingsområde med et længere perspektiv og med en helt klar og helhedsorienteret plan.”
”Jeg synes, at Aalborg generelt og Stigsborg specifikt udmærker sig ved, at der er tænkt langsigtet og valgt nogle gode løsninger byplansmæssigt.”
”Der er tænkt i helheden og ikke i knopskydning, og på Stigsborg begynder man virkelig at kunne mærke de positive konsekvenser af den gode plan for området.”
”Området er ved at sætte sig, og der kommer løbende flere muligheder i bydelen. Der er en stor tiltro til projektet og en klar fornemmelse af, at Stigsborg kun bliver et endnu mere attraktivt sted at bo.”
”Snart kommer der også dagligvarebutikker, og det kommer til at løfte bydelen yderligere. Det er én ting, at man er tæt på Aalborg centrum. Noget andet er, at der også kommer liv lokalt med butikker og tilbud i bydelen. Det er afgørende for, at det bliver et sted, hvor hverdagen fungerer.”
Fællesskab som forpligtigelse og forretning
Stigsborg Have tilbyder lejligheder i varierende størrelser fra 40 til 120 kvadratmeter – alle med egen altan eller terrasse.
Ejendommen er opført med fokus på lys, udsigt og funktionelle planløsninger og rummer blandt andet fælles gårdrum med varierende lysindfald samt et orangeri, der understøtter fællesskabet blandt beboerne.
Fællesskab er en central del af Lærernes Pensions tilgang til ejendomsinvesteringer, og netop derfor passer Stigsborg godt ind i strategien.
”I Lærernes Pension går vi meget op i fællesskaber blandt beboerne i vores ejendomme. Vi ser det både som en forpligtelse og som god forretning, da det gør vores ejendomme mere attraktive.”
”I Stigsborg bliver fællesskaberne også understøttet af hele området via muligheder for at deltage i aktiviteter i Huset Stigsborg og ikke mindst i kraft af den bylivskoordinator, der er tilknyttet Stigsborg med netop det formål at styrke fællesskabet og bylivet sammen med områdets beboere.
Ifølge Jakob Folkenberg Eriksen er det samspillet mellem investorernes egne ambitioner og bydelens struktur, der skaber noget særligt.
”Vores tilgang til fællesskaber passer rigtig godt med det, man har sat i gang her.”
”I København står parkeringskældrene tomme”
Når vi spørger Jakob Folkenberg Eriksen om, hvordan Stigsborg adskiller sig fra de øvrige ejendomme i Lærernes Pensions portefølje, bliver han tavs et øjeblik.
Så kommer svaret med et grin:
”Set fra et københavnsk synspunkt, er det bemærkelsesværdigt, at der er brug for så meget parkering på en så central placering.”
”I en tilsvarende ejendom i København står parkeringskældrene typisk tomme.”
”Men jeg er selvfølgelig med på, at infrastrukturen, selvom der er gode både cykel- og busforbindelser, ikke helt kan sammenlignes særligt på grund af metroen i København. Og når nu det er nødvendigt med p-huse, synes jeg, at det er spændende, hvordan man arbejder med at tilføre bygningerne andre funktioner, der skaber liv og bidrager til byen”, forklarer han.