I foråret blev anlæggelsen af parken mod syd også sat i gang, og der køres nu ren muld og sand ind i det nye parkområde. Arealerne, der ligger op mod den nye skolebygning på Stigsborg, etableres hen over sommeren og efteråret med små beplantede bakker, fælled og stier. Derudover bliver der etableret en stor bakketop med udsigtspunkt i den østlige side af parken.
De stier, som findes i den nordlige del, vil hen over året blive forbundet med de nye stier i parkens sydlige og vestlige del. Hen over vinteren 2024 og i foråret 2025 plantes der træer og buske på de nye bakker.
Attraktivt kystområde
Der arbejdes også på at udforme et spændende klitlandskab mod fjorden og den nye Fjordplads. Masser af selvsåede strandurter, der er kommet ind med havsandet, har allerede etableret sig langs kysten, og til vinter plantes der flere strandplanter på klitterne.
Når anlægsarbejderne er afsluttet efter nytår, bliver der åbnet for færdsel på stierne langs vandet, ligesom Syrens Bådelaug kommer tilbage til det nye jollested.
Vi kan derfor allerede nu begynde at glæde os til 2025, hvor det igen bliver muligt at gå tur langs fjorden, ligesom man til den tid også kan gå gennem parken fra nord til syd.
Se helhedsplanen over Stigsparken på billedet herunder.