Stigsborg er et af landets største kystnære byudviklingsprojekter, hvor et tidligere industriområde på Limfjordens solside i Nørresundby i disse år forvandles til en moderne og helhedsorienteret bydel med cirka 4.000 boliger, skole, butikker og caféer, grønne byrum og fællesskab.
I dag runder udviklingen en markant milepæl. Indflytningen i de sidste boliger i den nye boligkarré Teglgården er netop gået i gang, og dermed er 1. etape af byudviklingen nu halvvejs. 1. etape har indtil videre budt på 919 boliger, Huset Stigsborg med bydelshus, skole og daginstitution, Stigsparken, Fjordpladsen, Henning Jensens Plads, mobilitetshus og mere til.
Udviklingen af 1. etape er som noget ganske særligt organiseret som et offentligt-privat samarbejde mellem Aalborg Kommune, PFA Pension og A. Enggaard A/S under udviklingsselskabet Stigsborg P/S. Hele området udvikles ud fra en samlet og bindende udviklingsplan med høje krav til arkitektur, bæredygtighed og byliv, og borgmester i Aalborg Kommune Lasse Frimand Jensen er stolt af udviklingen:
– Stigsborg er et mønstereksempel på, hvad vi kan opnå, når rigtig mange forskellige private og offentlige aktører udvikler Aalborg Kommune sammen. Vi skaber en bydel med en fantastisk cocktail af børnelatter og ældres livserfaring bl.a. med vuggestue, børnehave og skole i Huset Stigsborg og familieboliger og plejehjem i Generationernes Karré. Selvom vi kun er halvvejs i første etape, står vi i dag med en bydel, der allerede føles etableret, og som er fuld af liv, siger borgmester i Aalborg Kommune, Lasse Frimand Jensen.
Også adm. direktør i Stigsborg P/S Anton Hessellund glæder sig over milepælen og peger på, at den særlige tilgang til udviklingen tiltaler både borgere og investorer.
– Vi er tidligt på plads med mange af bydelens fundamentale elementer som fx skole, park, torve og pladser, og det kan vi virkelig mærke på interessen fra både potentielle beboere og investorer. Vi er meget tilfredse med udviklingen, og det liv der tegner sig i bydelen, og vi har desuden i dette efterår gennemført en beboerundersøgelse, der er meget positiv. Det er rigtig godt, og vi ser frem til at fortsætte arbejdet, fortæller Anton Hessellund.
795 har besvaret beboerundersøgelsen, der offentliggøres på Stigsborgs hjemmeside inden for de kommende uger. Af undersøgelsen fremgår det blandt andet, at flere end hver tredje er flyttet til Stigsborg fra Aalborg på den anden side af fjorden, og at lige knap 80 procent erklærer sig delvist enige eller enige i, at de tror på, at Stigsborg vil udvikle sig positivt.
Og den videre udvikling er i fuld gang. Netop nu er opførelsen af bydelens to nye dagligvarebutikker i fuld gang, mens Nørresundby Boligselskabs Generationernes Karré med både plejehjem og almene familieboliger også tager form.