Både borgere i kommunen og elever fra Skansevejens Skole har bidraget med idéer til navn og visuel identitet, som en arbejdsgruppe siden har videreudviklet. En grafiker har bearbejdet forslagene og skabt det endelige design, der afspejler Huset Stigsborgs værdier og funktioner.
Logoet består af en silhuet af bygningen og tre centrale elementer:
• Bølgen, der repræsenterer Limfjorden og stedets geografiske placering.
• Spiren, som symboliserer vækst, læring og udvikling.
• Cirklen, der står for fællesskab og helhed, og som understreger Huset Stigsborgs rolle som et åbent og inkluderende bydelshus.
Et samlingspunkt for hele bydelen
Når Huset Stigsborg i 2025 slår dørene op på Stigsborg Havnefront i Nørresundby, bliver det et dynamisk samlingspunkt for hele bydelen. Med sin placering ved den kommende Stigspark og Limfjorden bliver Huset ikke kun hjemsted for en skole med plads til 1.000 elever og en daginstitution til 160 børn – det bliver også et bydelshus, der inviterer lokalsamfundets forenings- og kulturliv indenfor.
Projektet inkluderer desuden udearealer og et større bydelstorv kaldet “Skolepladsen,” der skaber liv og aktivitet både i og omkring Huset.
Fleksibilitet til flere funktioner
Huset Stigsborgs logo er designet med fleksibilitet for øje. Navnetrækket kan tilpasses de forskellige funktioner, så daginstitutionen præsenteres som “Stigsborg Børnehus”, mens skolen kaldes “Stigsborg Skole.”
Med sin kombination af tryghed, udvikling og fællesskab bliver Huset Stigsborg en central del af livet i den voksende bydel, der i fremtiden vil rumme 7.500 beboere.