”Det ligger godt til os”
”Vi har 70 års historie med udspring af Nørresundby, og på vejen ud mod Stigsborg fra midtbyen har vi flere afdelinger liggende nærmest som perler på en snor.”
”Mange af vores lejere og flere af medlemmerne i vores bestyrelse har tidligere arbejdet på Stigsborg, da området var præget af industri. Der er en historie og en tilknytning, som betyder noget for os. På den måde ligger Stigsborg næsten i vores DNA.”
Sådan fortæller direktør i Nørresundby Boligselskab Lars Emborg om baggrunden for, at boligselskabet engagerede sig i udviklingen af et af landets største kystnære byudviklingsprojekter.
Nørresundby Boligselskabs engagement i Stigsborg går helt tilbage til begyndelsen af udviklingen af den nye bydel.
”Vi havde noteret os den rumsteren, der havde været i byen omkring området, og ret hurtigt efter udviklingsplanen blev offentliggjort, traf vi en beslutning om, at det skulle vi være en del af.”
”Det betød, at vi faktisk var de første, der havde spaden i jorden til nye boliger i bydelen.”
”Som alment boligselskab kræver det et samspil med den kommunale udviklingsstrategi og økonomi til udvikling af almene boliger i specifikke områder, og Aalborg Kommune har været en vigtig samarbejdspartner til udvikling af almene lejeboliger på Stigsborg.”
Nye boliger er snart klar
Allerede i 2021 kunne Nørresundby Boligselskab overdrage nøglerne til 69 familieboliger, der i dag huser både seniorer, familier og enlige med børn.
For nylig har Nørresundby Boligselskab så opstartet udlejningen af yderligere 56 familieboliger på Stigsborg, der er en del af selskabets nye projekt Generationernes Karré.
”Vi ser rigtig meget frem til, at vi til 1. februar kan byde velkommen til flere nye beboere på en attraktiv placering helt tæt på Stigsparken og med en flot udsigt over Limfjorden.”
”Vi har oplevet en meget stor interesse, og allerede inden udlejningsstart har der været mange, der har skrevet sig op og spurgt ind til boligerne.”
”Så dem skal vi nok få udlejet hurtigt.”
Foruden familieboliger kommer Generationernes Karré til at rumme et nyt plejehjem med 75 boliger, og målet er at skabe et levende naboskab på tværs af generationer.
”Det var besluttet, at der skulle etableres et plejehjem på grunden, men ikke på hele arealet, og så opstod tanken om at kombinere det med familieboliger og skabe mere diversitet.”
”Vi håber på, at familieboligerne vil tiltrække en god blanding af aktive seniorer, familier og enlige med børn. Kongstanken er, at man får mulighed for at deltage aktivt i fællesskabet, men selvfølgelig uden at man er forpligtet til det.”
Som en del af Generationernes Karré bliver der etableret fælles gårdrum og fællesrum. Der bliver også etableret fællesfaciliteter i plejehjemsdelen, som beboerne i familieboligerne får mulighed for at benytte.
”Tanken er også, at nogle af dem, der har lyst til at sætte aktiviteter i gang, kan gøre det på tværs og måske også involvere beboerne på plejehjemmet. På den måde kan der opstå nogle fællesskaber mellem generationerne”, forklarer Lars Emborg.
Fællesskaber på tværs af bydelen
Det lyder næsten helt DBU’sk, når Lars Emborg sætter ord på de vigtigste kvaliteter, som han mener kendetegner Stigsborg.
”Man bliver en del af noget større. Et større fællesskab.”
”Vi kan selvfølgelig skabe nogle gode rammer for fællesskab i vores egne byggerier, og det gør både vi og de øvrige investorer også. Men det særlige ved Stigsborg er, at fællesskabet ikke stopper ved kanten af vores egen matrikel.”
Han peger blandt andet på bydelens fællesaktiviteter, bydelsappen, der samler alle beboere i bydelen, og ikke mindst de attraktive fællesfaciliteter i og omkring Huset Stigsborg.
”Der sker rigtig meget på tværs. Beboerne kan følge med i, hvad der foregår i bydelen via appen, og de kan bruge nogle af de mange tilbud og faciliteter, der er skabt. Det giver en fællesskabsfølelse i en større skala.”
Og den kvalitet er kun blevet mere tydelig, i takt med at bydelen har udviklet sig.
”Der er kommet meget mere liv. Skolen, parken og de forskellige aktiviteter betyder rigtig meget, og når dagligvarebutikkerne også kommer til, begynder hverdagen for alvor at være komplet.”
Byudvikling – ikke byggefeltsudvikling
Når Lars Emborg skal pege på en af forklaringerne på Stigsborgs udvikling, fremhæver han organiseringen bag bydelen.
”Jeg synes, det har været visionært at etablere et arealudviklingsselskab, hvor offentlige og private kræfter går sammen om udviklingen. Det kan man kun se positivt på.”
For Lars Emborg betyder modellen blandt andet, at udviklingen ikke alene handler om det enkelte byggeri.
”Kommunen er med til at holde fast i den overordnede struktur og de kvalitetskrav, der er sat for området. Samtidig har man private aktører som PFA og A. Enggaard, der også kan se værdien i, at der skal være høj kvalitet i både materialer, byggerier og omgivelser.”
”På den måde er der tale om bydelsudvikling og ikke bare byggefeltsudvikling, og det er positivt, fordi det er det samlede billede, der gør området så attraktivt.”
Ifølge Lars Emborg kunne modellen derfor også være interessant andre steder.
”Jeg synes sagtens, Aalborg Kommune med fordel kunne tænke i de samme baner ved andre fremtidige udviklingsområder.”
Ikke færdig med Stigsborg
Med to investeringer på Stigsborg har Nørresundby Boligselskab etableret sig som en central del af den nye bydel, men selskabet er ikke nødvendigvis færdigt med at engagere sig i bydelen.
Lars Emborg lægger ikke skjul på, at selskabet gerne tager en tredje omgang, og at Nørresundby Boligselskab allerede har meldt sin interesse for nye muligheder i den videre udvikling af Stigsborg.
”Vi vil meget gerne være med igen, hvis muligheden opstår.”
”Stigsborg kan godt tåle mere alment byggeri. Skal man skabe den gode blandede by, skal der være boliger til forskellige mennesker, livsfaser og økonomier. Det synes jeg er vigtigt, og her vil vi rigtig gerne bidrage med endnu flere boliger.”
Du skal skifte til en moderne browser, før funktionerne på hjemmesiden virker.
Vi anbefaler at bruge en af de moderne browsere: Google Chrome eller Microsoft Edge. En af disse er sikkert allerede installeret på din computer, ellers kan du hente dem her:
Det er under alle omstændigheder på tide at skifte, da Microsoft pr. 31. december 2019 ikke længere understøtter Internet Explorer. At surfe nettet via Internet Explorer udgør dermed en sikkerhedsrisiko for din computer og dit data.