Lokalplanen for det nye bolig- og plejehjemsprojekt Generationernes Karré på Stigsborg er nu vedtaget, hvilket markerer en vigtig milepæl i udviklingen af området. Planen omfatter opførelsen af et moderne plejehjem og nye familieboliger, der tilsammen skal danne rammerne for et aldersintegreret boligmiljø.
Nørresundby Boligselskab, som er bygherre på projektet, har en vision om at skabe et bredtfavnende boligudbud, der giver mulighed for, at personer i flere aldre fra cirka 30 til 90 år kan få mulighed for at blive en del af den nye bydel på Stigsborg.
Projektet består aktuelt af et plejecenter med 75 boliger, som skal erstatte Plejehjemmet Elmely i Nørresundby, og dertilhørende serviceareal og 56 familieboliger i varierende størrelser. I Generationernes Karré er der fokus på, at den enkelte bolig er en del af et større fællesskab både i forhold til bydelen som helhed, men også inden for karréens rammer, som blandt andet indeholder fælles gårdrum og fællesrum.
Generationernes Karré opføres på byggefelt C5, som strækker sig over et areal på 11.700 m². Projektet forventes at stå klar til indflytning i slutningen af 2026.
Illustrationer: Arne Andersen Vrå og P+P arkitekter.