Interessen for det 54 hektar store Stigsborg-område i Nørresundby har været stigende det seneste halve år. Inden for de næste år kan kommende boligejere og -lejere se frem til indflytning i den nye, grønne bydel. Der er ligeledes stor interesse for at investere i området, og knap halvdelen af de op mod 200.000 etagemeter i etape 1 er allerede enten solgt eller reserverede.
Opførelsen af Stigsborg er inddelt i tre etaper, og første etape, som skal sætte tonen for den fremtidige bydel, er allerede i fuld gang med projekter af PFA Ejendomme, Lærernes Pension, Nørresundby Boligselskab, og Aalborg Kommune m.fl. Senest har Erik Sørensen Byg A/S investeret i Stigsborg med planer om at opføre et 9.000 kvadratmeter boligprojekt fordelt på 120 udlejningslejligheder på en af bydelens bedste placeringer.
– Aalborg rummer flere byudviklingsområder, og her er Stigsborg aktuelt det mest spændende – både fordi der gives mulighed for, at private investorer som os kan erhverve sig byggegrunde og realisere de byggerier, vi selv tror mest på, samt på grund af den omfattende helhedsplan for området og de offentlige investeringer i bl.a. en ny folkeskole, lyder det fra Ole Skovrider, som er direktør i Erik Sørensen Byg.
Aalborg Kommune er godt i gang med opførelsen af Stigsborgs nye Børne- og Ungeunivers, som er en ny, moderne skole med plads til 1000 elever samt en integreret institution med 160 børn. HP Byg har taget hul på byggeriet af 69 senior- og familieboliger for Nørresundby Boligselskab, som ifølge planen er klar til indflytning i september 2021, og A. Enggaard bygger en række lejeboliger for Lærernes Pension med indflytning fra 2022. Alt i alt kommer Stigsborg over en årrække til at byde på alt fra attraktive boliger og butikker til service og kontorerhverv samt intet mindre end 7.500 beboere i bydelen.
Præg fremtiden på Stigsborg
Der er fortsat mulighed for at investere i Stigsborg-bydelen, hvor fokus er at bygge kvalitetspræget, innovativt og bæredygtigt. Som investor kan du således være med til at forme den fremtidige udvikling af bydelen.
– Der er fortsat ledige byggefelter i etape 1, og der er derfor gode muligheder for at være med til at præge den fremadskridende udvikling af bydelen. Vi er løbende i dialog med investorer, som er interesserede i at høre mere om Stigsborg, og det glæder os, at interessen fortsat er stor, siger Anton Hessellund, der er direktør i Stigsborg P/S.
Har du lyst til at vide mere om Stigsborg og investeringsmuligheder i området, vil vi meget gerne høre fra dig. Du kan læse mere her eller kontakte Anton Hessellund på tlf. 6161 0794 eller mail [email protected].