I sidste måned kunne Stigsborgs nye idrætsforening, Stigsborg Idrætsunivers, officielt slå dørene op for de første aktivitetstilbud i bydelen.
Målet med foreningen er at være en naturlig del af hverdagen, hvor beboerne har mulighed for at få et aktivt foreningsliv tæt på hjemmet, at blive en del af et fællesskab med bevægelse i centrum og ikke mindst at være med til at præge fremtidens aktiviteter.
De første aktiviteter er i fuld gang
Stigsborg Idrætsunivers er organiseret som en flerstrenget forening med en hovedbestyrelse og underafdelinger, hvor frivillige kan tage ansvar for hver deres område. Her udvikler foreningen og idrætsfællesskabet sig i takt med bydelen, så nye idéer hurtigt kan blive til konkrete tilbud. På den måde er der blandt andet plads til både de små børnehold, der giver energi og glæde, til yoga og styrketræning for voksne og sociale aktiviteter, hvor fællesskabet er lige så vigtigt som selve motionen.
De første aktiviteter er allerede i fuld gang, hvor gymnastikken har fået en stærk start med hold for både små og store børn. Samtidig kan voksne og seniorer finde rytme-, puls- og styrkehold på programmet. Træningerne finder sted i Huset Stigsborg, på Skansen og i Nørre Uttrup, så du har flere muligheder for at finde en aktivitet, der passer ind i din hverdag.
Foreningen udnytter også de unikke omgivelser omkring Stigsborg. Stigsparken, fjorden og de nye stisystemer langs vandet rummer store muligheder for løb, gang og udendørs træning, og i den forbindelse arbejdes der blandt andet aktuelt på en ny løbeklub med løbefællesskab og frisk luft i fokus.
Drives af frivillighed
En vigtig drivkraft bag foreningen er frivilligheden og de lokale ildsjæle, som engagerer sig direkte i udviklingen af Stigsborgs forenings- og aktivitetsliv.
Mange er allerede engageret som trænere, hjælpere og planlæggere – og du har også mulighed for at tilslutte dig fællesskabet, hvis du gerne vil gøre en forskel i lokalområdet. Jo flere der hjælper til, desto flere muligheder kan der skabes for både børn, unge og voksne på Stigsborg.
Bliv en del af Stigsborg Idrætsunivers
Vil du vide mere om Stigsborg Idrætsunivers, se de aktuelle hold, eller finde ud af, hvordan du selv kan være med, kan du læse mere lige her.