Stigsparken

Som beboer og bruger af Stigsborg har du adgang til en 15 hektar stor naturpark med mulighed for oplevelser, gåture, løb, leg og udforskning af nordjyske naturtyper.

Stigsparken er en vigtig brik i omdannelsen af Stigsborg fra industriområde til en ny bydel, hvor naturen og livet ved fjorden er en central del af hverdagen.

Parken rummer et vidt forgrenet net af stier. Du kan f.eks. følge Syrestien gennem parken og videre ad Hærvejsruten til Hammer Bakker.

Ny natur med nordjyske rødder

Stigsparkens landskab er inspireret af den lokale geologi omkring Nørresundby og Aalborg med forekomster af kridt, kalk, ler, grus og sand. Parken er inddelt i fire områder, der hver især er udformet som varierende terræner med åbne flader, bløde og stejle bakker samt beplantning af træer.

Ved at indbygge råstoffer fra den lokale undergrund skabes et varieret landskab med arter fra den nordjyske flora. Plantearterne afspejler jordbundsforholdene i hver område, hvilket giver besøgende forskellige naturoplevelser, en tydelig karakter og en høj grad af biodiversitet.

Rundt om i parken er der placeret døde træstammer, stenbunker og bare jordvolde, som fungerer som levesteder for dyr og insekter.

Fælled og lerhøj med historiske referencer

Stigsborghøjen er en markant bakke, der fortæller historien om voldstedet Stigsborg og giver en fantastisk udsigt over Limfjorden og parken. Toppen nås via en sneglesti og motionstrapper.

Højen ligger i et område med lerjord, som med tiden giver grobund for en tæt og farverig beplantning bestående af blandt andet naur, rødel, hvidtjørn, enebær, skovfyr og vintereg. Stierne i området er belagt med knust tegl – også af ler.

På Fælleden er der plads til picnic, solbadning, boldspil, drageflyvning, leg og bevægelse. Fælleden kan som resten af parken bruges af alle, også selv om skolen benytter den i idrætstimerne og frikvarteret.

En stensætning øst for Stigsborghøjen markerer den tidligere Kemira-kølevandskanal og fungerer som et kulturspor og en del af parkens regnvandshåndtering.

Huset Stigsborg

Aalborg Kommunes nye folkeskole, børnehave, vuggestue og bydelshus.

Klitlandskab med adgang til fjorden

Strandengen langs fjorden er inddæmmet havbund, som tidligere var forurenet, men nu er overdækket med fint strandsand. Den Gamle Kyststi på nordsiden af klitterne markerer den tidligere kystlinje.

Området rummer salt- og sandelskende planter såsom havtorn, slåen, krybende pil og sand-hjælme. Langs Husets uderum findes blandt andet hvidtjørn, almindelig skovfyr, weichsel og klitrose.

En sti af knuste muslingeskaller langs vandet forbinder Fjordpladsen, naturrum og en udsigtsbro, hvor der er direkte kontakt til vandet. Badning frarådes på nuværende tidspunkt på grund af dynd på fjordbunden og stærk strøm.

Mod øst ligger Syrens Jolleplads med mulighed for kajak, SUP, joller og fiskeri. Leje af jolleplads eller brug af slæbested sker via kontakt til Syrens Bådelaug.

”Her er alt med motion og bevægelse, gang, løb, cykling – som appellerer til alle. For du har jo naturen, vandet og stierne, så der er mulighed for utrolig mange aktiviteter. Både for børn, for voksne og for ældre.”

Parken og syretanken
Kridt og industrihistorie

Aalborg er kendt for den kridtholdige undergrund, som har været grobund for meget industri og i dag skaber levesteder for helt særlige urter. I området med kridt i parkens nordligste del kan du finde urter som slangehoved, almindelig knopurt farvegåseurt, rundbælg, og vild gulerod.

Syretanken – den eneste bevarede bygning fra den tidligere gødningsfabrik – står tilbage som et markant landmark og kulturspor. Om aftenen er den oplyst som en svagt lysende skulptur i parken.

Amfien er et naturrum og mødested omkranset af genbrugte betonklodser, birketræer og hvidblomstrende planter. Længst mod nord findes parkeringspladser med 3 timers parkering, der frit kan benyttes af besøgende.

I parkens nordøstlige hjørne arbejder Aalborg Kommune på at etablere et skate- og rullesportsanlæg, som integreres i bakkelandskabet. Området forventes færdigt omkring 2029.

Denne browser understøttes ikke længere

Du skal skifte til en moderne browser, før funktionerne på hjemmesiden virker.

Vi anbefaler at bruge en af de moderne browsere: Google Chrome eller Microsoft Edge. En af disse er sikkert allerede installeret på din computer, ellers kan du hente dem her:

Det er under alle omstændigheder på tide at skifte, da Microsoft pr. 31. december 2019 ikke længere understøtter Internet Explorer. At surfe nettet via Internet Explorer udgør dermed en sikkerhedsrisiko for din computer og dit data.