Nabolagsundersøgelse: Nærhed til fjorden, de grønne omgivelser og trygheden er Stigsborgs største styrker

Hvad fungerer godt på Stigsborg i dag? Hvad bruger beboerne bydelen til i hverdagen, og hvor er der plads til forbedringer? Det er nogle af de spørgsmål, som Stigsborg P/S har søgt svar på i bydelens første store nabolagsundersøgelse.
NY Stigsborg_Nabolagsundersøgelse

Stigsborg har for alvor etableret sig som en ny bydel i Aalborg, og selvom der fortsat er masser udvikling at se frem til, er området med dets knap 1.000 boliger allerede hjem for mange.

Timingen har derfor nu været god for at få et solidt indblik i beboernes og nabolagets perspektiver på Stigsborg, og udviklingsselskabet Stigsborg P/S gennemførte i løbet af efteråret en omfattende nabolagsundersøgelse. Undersøgelsen er besvaret af knap 800 borgere, og Stigsborg P/S glæder sig over den store opbakning:

– Undersøgelsen bekræfter, at Stigsborg allerede fungerer som en levende bydel med kvaliteter, som beboere og naboer værdsætter højt, herunder ikke mindst fjorden, det grønne og hverdagslivet tæt på. Samtidig har vi fået meget konkret og konstruktiv feedback på, hvor vi kan blive endnu bedre. Det er utrolig værdifuldt i det videre arbejde med at udvikle bydelen i tæt samspil med dem, der bor og lever her, siger sekretariatschef i Stigsborg P/S, Annette Rosenbæk, og fortsætter:

– Det har samtidig været opløftende for os at se de rigtig mange besvarelser, vi har fået, fra borgere, der ikke bor inden for selve udviklingsområdet. Det er et tegn på, at Stigsborg og bydelens tilbud efterhånden spiller en rolle for et meget større område, og det er derfor et vigtigt opmærksomhedspunkt for os fremadrettet at sørge for, at bydelen favner hele nabolaget.

Nedenfor kan du se et udpluk af undersøgelsens resultater. Hele undersøgelsen kan du finde her.

Derfor Stigsborg
De hyppigst nævnte årsager til, at beboerne har valgt at flytte til Stigsborg, er lejlighederne, beliggenheden, nærheden til Limfjorden og naturen samt perspektiverne i den nye bydel.

Se ordskyen øverst i nyheden, der illustrerer, hvilke ord beboerne beskriver Stigsborg med. 

Det bedste ved at bo på Stigsborg er…
Når beboerne bliver spurgt, hvad de sætter mest pris på ved at bo på Stigsborg, fremhæves:

1. Fjorden og det grønne
2. Roen og stilheden
3. Nærheden til byen og bylivet, at funktioner/alt findes tæt på
4. Udsigten

Svarene bliver yderligere konkretiseret, når borgerne skal fremhæve Stigsborgs top5-kvaliteter:

1. 67% Nærhed til Limfjorden (300)
2. 58% Muligheden for at gå og cykle (258)
3. 52% Muligheden for at bo i grønne omgivelser (233)
4. 49% Udformningen af udearealer og gader (221)
5. 42% Muligheden for at bo i et fredeligt område uden dominerende biltrafik (189)

Samtidig viser undersøgelsen, at nabolaget i høj grad besøger Surdejsbageren, og flere beboere ytrer endda et ønske om endnu flere kommercielle og urbane tilbud.

Høj tilfredshed og et naboskab under udvikling
Undersøgelsen viser en høj grad af tilfredshed, stolthed og tillid blandt beboerne. Mange er glade for at bo på Stigsborg og har en stærk tro på, at bydelen vil udvikle sig positivt i de kommende år.

Se diagrammet nederst i nyheden. 

Samtidig viser svarene, at naboskabet stadig er i sin tidlige fase. For mange er det vigtigt at bo et sted med godt naboskab, men den daglige kontakt med naboerne er endnu begrænset.

– Det er naturligt, at det forholder sig sådan, i en ny bydel med mange nytilflyttede, men vi har store forhåbninger til, at naboskabet vil få et løft allerede fra i år. Vi har en række initiativer i gang, der skal skabe rammerne for et godt og aktivt nabo- og fællesskab til alle dem, der gerne vil deltage i det. Kort før undersøgelsen blev tilvejebragt tiltrådte Lotte som ny bylivskoordinator på Stigsborg, og hun arbejder konkret med at skabe liv, lokale initiativer og stærke fællesskaber sammen med beboerne, siger Annette Rosenbæk.

 

Fakta om undersøgelsen
Undersøgelsen, der blev gennemført i perioden 10. oktober til 3. november 2025, har haft til formål at give et solidt vidensgrundlag for den videre udvikling af Stigsborg baseret på beboernes og nabolagets egne oplevelser, prioriteringer og behov. I alt har 795 personer deltaget. Undersøgelsen er gennemført af LÉVA Urban Design og kombinerer kvantitative svar med åbne kommentarer og kortbaserede input.

Skriv dig op til
vores nyhedsbrev

Denne browser understøttes ikke længere

Du skal skifte til en moderne browser, før funktionerne på hjemmesiden virker.

Vi anbefaler at bruge en af de moderne browsere: Google Chrome eller Microsoft Edge. En af disse er sikkert allerede installeret på din computer, ellers kan du hente dem her:

Det er under alle omstændigheder på tide at skifte, da Microsoft pr. 31. december 2019 ikke længere understøtter Internet Explorer. At surfe nettet via Internet Explorer udgør dermed en sikkerhedsrisiko for din computer og dit data.