Stigsborg udvikler sig i takt med, at flere og flere vælger den nye bydel som ramme om deres hverdag. En nabolagsundersøgelse fra udviklingsselskabet Stigsborg P/S giver et indblik i, hvad beboerne sætter størst pris på ved området, og tegner samtidig et billede af, hvem der flytter til.
Undersøgelsen viser blandt andet, at Stigsborg skiller sig ud ved at have en større andel par med børn end de øvrige centrale bydele i Aalborg. Det er et tegn på, at den nye bydel i stigende grad tiltrækker børnefamilier, der ønsker en hverdag tæt på både byliv, grønne områder og fællesskab.
Kamilla og Simo er blandt dem, der har fundet deres plads på Stigsborg, hvor de nu bor med deres toårige datter.
– Vi flyttede hertil fra Læsø i december 2025, fordi vi kunne se os selv her. Det tiltaler os, at Stigsborg er et helt nyt område, hvor man som ny familie er med til at forme stedet og fællesskabet fra begyndelsen. Samtidig bor vi tæt på byen, men har stadig ro omkring os uden biltrafik lige uden for døren og med fjorden og grønne områder helt tæt på, fortæller Kamilla.
Familien fremhæver især Stigsborg som et oplagt sted for børnefamilier med trygge omgivelser, gode legepladser, aktiviteter og en vuggestue, de er meget glade for.
– Det føles som et sted, der er skabt med børnefamilier i tankerne. Vi bruger legepladsen meget, vores datter kan trygt løbe rundt, og vi møder ofte andre familier. Vuggestuen i Huset Stigsborg har også betydet meget for os – der er en nærværende tilgang, hvor man bliver mødt som mennesker, og det giver en stor tryghed som førstegangsforældre, fortæller Kamilla og fortsætter:
– Trygheden mærker vi også i naboskabet. Folk hjælper hinanden, og der er mange aktiviteter, man kan være med til. Simo spiller fodbold i Huset Stigsborg, og gennem en app, der viser områdets aktiviteter, er det nemt at følge med i alt det, der sker. Vi ender også tit ved Surdejsbageren, hvor vi hygger os som familie. Det er med til, at man hurtigt føler sig hjemme.
Selvom familien stadig er nye på Stigsborg og er ved at finde deres plads, ser de allerede et stort potentiale i bydelen. Deres oplevelser stemmer godt overens med resultaterne fra den seneste nabolagsundersøgelse, hvor trygheden, nærheden til både fjorden og byen samt de rolige omgivelser er blandt de kvaliteter, beboerne værdsætter højest.
Du kan finde hele nabolagsundersøgelsen her.